Sommetider så bliver jeg altså forarget, over at folk ikke lærer deres børn, at de kan bruge deres interesser til at bygge endnu flere kvalifikationer med. I kraft af mit job ser jeg massevis af talentfulde unge mennesker blive smadret ind i en kasse, der hedder, at de skal lytte til autoriteterne (forældrene og lærerne) få sig en generelt anerkendt uddannelse, et job og en familie. På den måde går der en masse talent tabt. Det er trist. Hvorfor er det så svært for os voksne at acceptere, at vores store børn har muligheder for at bruge deres talenter og faktisk videreuddanne sig inden for et felt, de virkeligt er interesserede i? Jeg ser ofte, at forældre presser deres egne uindfriede ambitioner ned over deres børn.
Tabte talenter
Fx så jeg for en del år siden en dreng på ca. 15 år. Han sad nede på biblioteket og tegnede. Jeg så drengen, fordi jeg skulle forbi over til foredragssalen, hvor jeg skulle tale om mine holdninger til den almene folkeskole, som jeg mener, er baseret på en samfundsforståelse, der ikke længere er tidssvarende. Jeg mener faktisk, at folkeskolen hænger fast i en tilgang til undervisning af børn, der kan sammenlignes med et fortidigt samlebånd. Det er en forældet tilgang, som givetvis var den bedste for godt 200 år siden.
Drengens tegning forestillede et fantasiland. Vi faldt i tale, og han fortalte mig, at han plejer at komme på biblioteket, fordi det giver ham mulighed for at tegne og kigge i forskellige tegneseriealbums, og samtidigt et alibi for at komme væk derhjemmefra. Han ville gerne arbejde med animation og filmproduktion senere, men hans forældre vil have, at han kommer på universitetet og bliver jurist. Jeg mødte drengen igen for et års tid siden. Han kunne godt huske mig. Vi talte sammen. Han var lige sprunget fra jurastudiet, fordi han simpelthen ikke var interesseret i det. Til stor fortrydelse for hans forældre.
Musikefterskole
Han nævnte noget om, at han egentlig burde have holdt fast overfor sine forældre, da han bad dem om at få lov til at komme på efterskole. Han havde fundet en teaterefterskole, hvor de også havde linjefag i film og animation. Hans forældre havde dog ikke lyttet til ham, og han var forblevet i folkeskolen. Havde fået gode karakterer og kom videre i gymnasiet. Han havde dog holdt fast i sin hobby med at tegne fantasilandskaber, og var også begyndt at fotografere. Men jurastudiet tog for meget af hans tid. Så han valgte at springe fra det.Han ville ønske, han kunne have opnået samme glæde som ham her.
På det tidspunkt, hvor jeg mødte ham igen, var han ved at lede efter et job, så han kan finansiere privatundervisning i tegning og fotografi. Han vil nemlig gerne ind på filmskolen. Han udtrykte en del bitterhed over at have spildt en masse tid på at gå på jurastudiet. Men samtidig var han optimistisk. Han er sikker på at blive optaget på filmskolen, så han kan starte til næste år. Og ja, jeg synes også, at han er blevet forsinket. Men hellere sent end aldrig. Er det ikke det, de siger?
