Min mand og jeg har én ting til fælles – udover vores børn selvfølgelig. Det er, at vi begge to elsker at diskutere. Vi er begge to ret stædige. (Ok, endnu noget, vi har til fælles.) Og den stædighed i kombination med lysten og evnen til at diskutere bevirker, at vi kan diskutere bagateller og alvorlige samfundsproblemer i mange timer hver dag – uge – måned og år, om du vil.
Fradrag?
En af de ting, som vi tit diskuterer, er politik, og hvad det vil sige at være en god borger. Er det fx godt at benytte sig af servicefradraget bare, fordi man kan, eller bør man kun bruge det, når man har behov for hjælpen, som det kan give en? Altså måske forstår du ikke helt min tankegang her, men hvis jeg nu fx har brug for hjælp til rengøring i vores hjem, skal jeg så hyre en dame eller en studerende og betale dem for sort arbejde? Det betyder, at jeg ikke kan bruge servicefradraget – og heller ikke dokumentere udgiften, jeg har. Og det betyder samtidigt, at de ikke kan dokumentere, hvorfra de får midlerne til et højere forbrug end det, de opgiver på deres selvangivelse.
Rengøringsfirma her i Aarhus
Eller skal jeg hyre et firma, som tilbyder privat rengøring i Århus, og som udskriver fakturaer til mig, og som jeg kan bruge til at få fradrag med? Hvad vil være mest ansvarligt? Hvad vil blive karakteriseret som udnyttelse af arbejdskraft? Hvor går grænsen for, hvad man kan gøre? Skal jeg være helt ærlig, så hælder jeg selv mest til den løsning, der hedder, at jeg benytter servicefradraget, som jeg har ret til. Det betyder, at vi skal hyre et professionelt firma eller i det mindste en virksomhed, der er registreret hos SKAT.
Udnytte systemet?
Min mand har derimod den holdning, at vi som almindelige borgere måske udnytter systemet, bare fordi vi kan og har råd til det. (Ja, han er en sød og ansvarlig borger) Han vil foretrække, at vi giver nogle ekstra lommepenge til en studerende. Som han siger: ”Måske bliver den studerende en kendt videnskabsmand, som vi så kan bryste os af at have hjulpet, dengang han var en fattig studerende.” Altså engang, når vi går på pension. Jeg forstår godt hans tankegang. Han har en meget stor indvending imod, at rige mennesker bliver rigere og fattige, bliver fattigere. Men realiteten er, at vi er rige. Vi har muligheden for at bruge systemet og de regler, det tilbyder os. Og hvorfor skulle vi ikke det? Vil det give ham mere ro, hvis vi gør noget, som i virkeligheden ikke er tilladt, men som vi alle sammen godt ved, sker? Eller vil det give os mere ro i vores hverdag, hvis vi benytter os af en fradragsmulighed, som alle kan bruge, hvis de har midlerne til det. Det kræver jo, ligesom at man kan betale forud, før man kan bruge fradraget.
Ja, det er faktisk en interessant diskussion. Essensen af den: Hjælper man nu og her og individuelt, eller skal man hjælpe kollektivt og tage omkostningen, før man får fordelen?
