Jeg har en veninde, som jeg ikke har set i måske 30 år. Hun fandt mig på – hvor ellers? – på Facebook. Det gav et stort gisp i mig, da jeg så hendes invitation til, at vi skal blive venner. Naturligvis accepterede jeg invitationen med det samme. Vi begyndte derefter at skrive sammen. Det har vi gjort nu i mange år. Og det er dejligt. Vi har stadig ikke set hinanden sådan face – to – face, som man kunne forvente. Vi kommer muligvis heller ikke til at gøre det. Jeg bor jo omme på den anden side af jorden. Hun bor i hjemme i Danmark.
Lange breve
Men vi skriver lange breve til hinanden. Og det er rigtigt dejligt. Det er faktisk rart – næsten terapeutisk – at skrive. Sådan at sætte sig ved tastaturet og tænke over, hvilke ord man skriver. Der er jo stor forskel på at skrive ’kæmpe’ eller ’gigant’.
Forleden skrev jeg et langt brev til hende. Jeg forklarede hende om, hvordan vi oplever corona-krisen her i landet. Jeg skrev om min hverdag sammen med min familie. Jeg fortalte hende om problemerne, vi har. Jeg mindede hende om min kærlighed til hende og min taknemlighed, for at vi i dag igen har kontakt.
Ikke alt er vel
Hun skrev meget hurtigt tilbage til mig. Heldigvis. Jeg ser altid frem til hendes breve. Hun er så dygtig til at formulere sig på en måde, så man lige præcist ved, hvad hun føler og tænker. Desværre var svaret ikke et glædesfyldt svar. Hun skrev, at hun er gået ned med stress. Hun har fået hjælp af en stresscoach, men hun har også fået en kraftig anbefaling om, at hun skal i psykoterapi. Og det er et problem for hende. For det første er hun en meget stolt personlighed. For det andet er det tabu i hendes familie at tale om psykiske problemer. Det er acceptabelt at tale om stress, men dertil – og så ikke længere. Det lider hun under. Hun har psykiske problemer. Så vidt jeg kan forstå på hendes breve, så er det ikke store problemer. Men store nok til, at de forhindrer hende i at være glad og i balance. Hun har brug for professionel hjælp.
Københavns bedste psykoterapi
Så, da jeg læste hendes sidste brev, gik jeg naturligvis på nettet og skrev: ”bedste psykoterapi i København”, fordi jeg ville se, om jeg kunne finde en terapeut, der måske kan hjælpe hende. Jeg har den måske lidt for snedige plan om, at jeg vil sende hende navn, adresse og telefonnummer til terapeuten uden at fortælle hende, at det er en psykoterapeut. Måske kan det hjælpe hende. Jeg håber det. Og jeg håber, at hun vil ignorere sin families misforståede ’stolthed’ og bruge muligheden, som jeg giver hende. Hun behøver naturligvis ikke at gøre det. Jeg vil stadig holde af hende. Men hvis hun gør, så ved jeg, at jeg har gjort noget godt for et menneske, som jeg holder meget af. Jeg har tænkt mig, at i det næste brev jeg skriver til hende, så vil jeg fortælle hende, at hun skal bruge telefonnummeret, jeg sender, og gå i terapi.
