Selvom jeg er pensionist, kan jeg godt være aktiv. Jeg har arbejdet som journalist og har i mange år været udsendt til forskellige steder rundt på kloden. Nu er jeg fastboende her i landet og nyder min tilværelse. Og jeg deltager da også aktivt i mange debatter i de danske medier. Senest er det naturligvis situationen i Afghanistan, der debatteres – og i forlængelse af den – også flygtningespørgsmålene, der uvægerligt dukker op. Jeg kender lidt til området. Har været i Kabul, men også opholdt mig i Pakistan. Så jeg synes, at jeg har noget at byde ind med.
Skriver flittigt
Jeg skriver artikler og debatindlæg. Og her på det sidste er jeg også begyndt at tale mere om arbejdsliv og arbejdsvilkår. Det kom ligesom i forlængelse af en beskrivelse, jeg lavede af, hvordan arbejdsforholdene kan være i Pakistan. Horrible i mange tilfælde. Dér er der ikke nogen, der taler om humor på arbejdspladsen. De har simpelthen ikke tid og kræfter til at gøre det. Der er jo mange arbejdspladser derude, som benytter børn som billig arbejdskraft. Nu har børn dog en helt umådelig fin måde at håndtere svære situationer på. Ofte sker det med humor. Især hvis der er en konflikt. Og det kan godt ske. Jeg har da selv overværet et par drenge, der var ved at slå hinanden ned, løse deres konflikt ved at latterliggøre situationen og sig selv.
Det med humor
Herhjemme taler vi om, at vi skal have humor på arbejdspladsen, vi taler om manglende arbejdsglæde. Måske fordi vi er så bundne af regler og direktiver, at vi nærmest glemmer at være mennesker. Mennesker har humor. Burde vi ikke lige finde ud af, hvordan vi får arbejdsglæden tilbage? Jeg tror, jeg vil skrive et udkast til et debatindlæg eller et foredrag om arbejdsglæde. Kernen i debatindlægget skal pege på menneskelighed og gode fysiske arbejdsbetingelser.
